Trin 1 – Kontakt malervirksomheden

Beskriv de forhold, du er utilfreds med, og giv virksomheden mulighed for at gennemgå arbejdet. Det er en god ide at fremsende reklamationen skriftligt og vedlægge billeder.

Trin 2 – Forsøg at finde en løsning

Hvis der er tale om fejl eller mangler, har malervirksomheden som udgangspunkt både ret og pligt til at forsøge at udbedre forholdene inden for rimelig tid.

Trin 3 – Kontakt Danske Malermestre

Hvis I ikke kan blive enige, kan du kontakte Danske Malermestre - En Rigtig Maler, når malervirksomheden er medlem. Vi kan hjælpe med at undersøge mulighederne for en løsning gennem dialog.

Trin 4 – Behandling ved et godkendt ankenævn

Hvis sagen ikke kan løses, kan den efter de gældende regler eventuelt indbringes for et godkendt ankenævn.

Fra 1. januar 2026 modtager Håndværkets Ankenævn ikke længere nye klager. Du skal derfor undersøge, hvilket godkendt ankenævn der kan behandle din konkrete sag.

Trin 5 – Danske Malermestres Garantiordning

Hvis du får medhold ved et godkendt ankenævn, og malervirksomheden ikke efterlever afgørelsen, kan Danske Malermestres Garantiordning efter nærmere betingelser træde til.

Garantiordningen kan dække op til 100.000 kr. inklusive moms til udbedring af mangler.

Bemærk, at garantiordningen blandt andet kræver, at du har reklameret til virksomheden inden et år fra fakturadatoen, og at Danske Malermestre har fået fire uger til at forsøge at løse sagen, inden den indbringes for et godkendt ankenævn.