HOTEL DANMARK I VESTER VOLDGADE I KØBENHAVN ER RENOVERET OG SAT I STAND MED TYDELIG INSPIRATION FRA DET NÆRLIGGENDE THORVALDSENS MUSEUM, SOM BINDESBØLL TEGNEDE MIDT I 1800-TALLET.
Tekst: Henrik Terney - Foto: Søren Hytting
Det er på mange måder som at gå rundt om Thorvaldsens Museum bare indenfor, når man går rundt på gangene på Hotel Danmark. Ræk ud og mærk det gule, kalkede murværk, kig ned og se den massive sokkel, museet hviler på eller bemærk museets mørkegrønne døre – det hele er med, og inspirationen fra arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll er markant, hvad der heller ikke er nogen tilfældighed. Hotellets designteam – bestående af Mette Brøchner, som er en del af ejerkredsen, og arkitekterne Mette Fredskild, Kamilla Nielsen og Morten Hedegaard – havde netop museet i tankerne, da planerne for renoveringen af hotellet tog form. For Thorvaldsens Museum ligger nemlig ikke mange hundrede meter væk fra hotellets foyer – faktisk kan man læne sig ud af nogle af hotellets vinduer og se ned på museet. Hertil kommer, at en del af hotellet er opført samtidig med museet, hvad der gjorde idéen endnu mere oplagt.
Farverne og ikke mindst udtrykket fra Bindebølls ikoniske bygning blev dog først for alvor konkrete, da malermester Inge Sommer, malerfirmaet Sommer og Hebeltoft, kom til. Inge Sommer har igennem flere år arbejdet nært sammen med Brøchnerfamilien, og har stået for male-entrepriserne når ét af Brøchner-familiens fire københavnske hoteller har skullet males.
Og en god del af netop ude-fra-og-indoplevelsen kan tilskrives Inge Sommer, der foreslog KABE RAW spartel som udgangspunkt for renoveringen af hotellets gange. Fremfor at sætte filt op og male, hvad der på mange måder havde været oplagt, valgte hun at spartle væggene for på den måde at opnå det helt fysiske udtryk og farvespil fra museumsbygningen.
– Det er KABE Copenhagen RAW, der er brugt på gangene. Det er en spartel med struktur, der giver dig fornemmelsen i fingrene af pudset murværk, når du lader hånden glide over væggen.
– Spartlen er indfarvet som udgangspunkt. På hotellets gange i farven Warm Terracota, som til forveksling ligner den gule bygning, fortæller Inge Sommer og forklarer, at væggene har fået en imprægnerende overfladebehandling, der gør dem rengøringsvenlige, hvad der er nødvendigt på et hotel, hvor der færdes mange mennesker.
– Men ellers står de jo og changerer i lyset. Fordi der er tale om fuldfarvet spartelmasse, vil du heller ikke få slået farven i stykker, fordi du støder en kuffert eller andet hårdt ind i væggen. Farven ligger jo ikke kun i overfladen, som hvis væggene blot var malet.
MARKERET SOKKEL LANGS GULVET
En sjov detalje i hotellets gange er, at der ved dørene ind til værelserne er en minimal forhøjning hele vejen rundt langs karmen. Ikke noget, man rigtig bemærker – udover at båndet omkring dørene er spartlet elfenbenshvid – men hvis man lader håndfladen kører hen ad væggen er den tydelig; en fordakning, forklarer Inge Sommer.
– Det er ganske få millimeter, vi taler om, men det er nok til at vi får en reliefvirkning. Også her har vi brugt KABE Spartel, siger hun.
Langs gulvene på gangene er panelerne »trukket« omkring 30 centimeter op på væggene og malet sort med en tone af brunt – museets sokkel. Døre, karme og panelerne omkring alle vinduerne er malet grønne – Jotun Lady Supreme tonet ud fra farvekortet fra engelske Farrow & Ball – akkurat som på museet.
ULTRAMARIN OG DODENKOP
En helt særlig detalje fuldender oplevelsen af netop at bevæge sig rundt om Bindesbølls bygning; lofterne på hotellets gange er malet dybblå som himlen udenfor – ultramarinblå.
– Det er Flüggers ultramarinblå, vi har brugt til lofterne. Det er en meget smuk og dyb farve, som jo faktisk også er kendetegnende for Thorvaldsens tid.
– Det er en af de helt store farver på den tid, ikke mindst fordi det i begyndelsen af 1800-tallet lykkedes at fremstille farven kunstigt og ikke ud fra halvædelstenen lapis lazuli. Her tilføjer den en ekstra dimension til hotellet, og nu, hvor loftet er malet ultramarin, er det svært at forestille sig en anden farve med en tilsvarende virkning, mener Inge Sommer, der fortæller, at lofterne ikke er de eneste steder på hotellet, hvor der er brugt stærke farver.
– Trapperne, som reelt er bagtrapper, men ikke desto mindre også her er malet og renoveret, står i Dodenkop og Slotshavegrøn fra Flüggers stilhistoriske farvekort.
VÆRELSER DYPPET I LAK
Helt anderledes og næsten farveløse står de 88 værelser, der også er nyrenoveret. Der er to typer værelser – men fælles for dem er, at er de er »løftet op og dyppet i lak«, som Inge Sommer forklarer det. Den ene type værelser er helt og holdent hvide, mens de andre har fået dybgrønne vægge, gulve og lofter ved sengen (Slotshavegrøn fra Flüggers stilhistoriske farvekort – samme farve som også facaden er malet med).
– Ved at lakere væggene skaber vi med enkle midler en ny oplevelse. Vi laver et lille brud i oplevelsen af den hvide farve, ikke vildt og voldsomt men æstetisk og lækkert.
– En anden mulighed havde selvfølgelig været at male væggen op til 170 centimeter med et højere glanstrin, men farven bliver meget sjældent 100 procent identisk, når du skifter glanstrin, men med lak beholder jeg den valgte farve på væggen samtidig med, at jeg får en rigtig god effekt, fortæller Inge Sommer som samtidig peger på, at den lakerede undervæg er meget rengøringsvenlig, hvad der også tæller på plussiden på et hotel.
– Udgangspunktet, da vi kom til værelserne, var, at de skulle opleves rolige og afdæmpede, helt enkle i deres udtryk for at være en modvægt til de farvestærke oplevelser i hotellets gange. Og det synes jeg faktisk vi rammer helt fint, siger Inge Sommer, der med 25 mand i snit var på on-off i de seks måneder, renoveringen af Hotel Danmark stod på.
– Og selvom der kan være rigtig meget pres på, når vi maler på et hotel som her, de tjener jo ingen penge, imens renoveringen er i gang, er det også en helt fantastisk oplevelse, når vi som malere får lov at fylde så meget, som vi har gjort her.
– Det er dejligt, når vi får lov til at byde ind på farver og indretning og kan bruge vores faglige viden i samspil med hotellets designteam, som tilfældet har været her. Så er det helt fint, når det også går stærkt. Det har været en fantastisk udfordring af få muligheden for at komme med designforslag på alle overflader, som endda kun med mindre ændringer er udført, som vi foreslog. Overflader og farverne spiller en afgørende rolle i projektet, så for os som malere har det været en helt fantastisk opgave at udføre.