TAPETER I NATTEN

Tekst: Henrik Terney - Foto: Søren Hytting

Store, gyldne traneagtige fugle tager imod og flyver graciøst op ad de smalle trapper til førstesalen, hvor natklubben At Dolores visa-vis Magasin og metrobyggeriet på Kongens Nytorv ligger i en gammel københavnsk herskabslejlighed. At kalde det for en lejligheder måske en tilsnigelse, for natklubben spreder sig over små 1000 m². Indtil for nylig (den sene vinter i år) dannede lejligheden rammen om Sunday Club, men ejerne, der blandt andet tæller komikerne Casper Christensen og Lars Hjortshøj samt DJ Peter Visti og Puk Lykke, der er direktør for At Dolores, ville noget andet.

- Hovedparten af de københavnske klubber er fortsat præget af en nynordisk tilgang. De er meget rene og minimalistiske i deres udtryk og måske lidt sterile. Vi ville prøve noget helt andet, fortæller Puk Lykke, som også har været en af hovedkræfterne bag nyindretningen af klubben.

- Vi skævede til, hvad der sker i udlandet. Ikke mindst fordi vi henvender os til et mere voksent publikum, end mange andre københavnske klubber. Vores gæster har besøgt klubber overalt i udlandet og vil gerne opleve noget af det samme, når de er hjemme. Derfor er At Dolores noget helt andet. Fra de flyvende traner, der leder fra garderoben og op til festen, bliver der gjort brug af dekorative effekter, der skal lede tankerne hen i retning af en argentinsk klub fra 1930'erne.

- Vores ideer arbejdede sig henimod Buenos Aires i tiden op til 2. Verdenskrig. Livsglæde, varme, fest, en smule dekadence… Det var nogle af de ord, vi satte på arbejdet. Fremfor alt fjernt fra alt det stilrene, pointerer Puk Lykke, der i denne fase arbejdede nært sammen med indretningsarkitekt Allan Nielsen fra Vejle. Håndgribeligt var det malerfirmaet Jørn Andersen og Sønner ApS i Engesvang ved Silkeborg, der med tapetopsætning, guldlakker og dekorationsspartel hjalp den sydlandske stemning på At Dolores på vej.

EKSKLUSIVE TAPETER 
Ikke mindre end syv forskellige vinyl- og velourtapeter pryder nu natklubbens vægge - fra de flyvende fugle, til brede, forgyldte striber og palmeblade i changerende grønne og blå nuancer. Op gennem trappen som allerede nævnt gyldne fugle, Ligna Hover fra belgiske Arte, vel oppe Limba og Calatha fra Casamance, i en af barerne er opsat Jive Gold fra Khroma og i en anden det læderagtige Anguille fra franske Elitis - overalt eksklusive og anderledes tapeter som medvirker til at give At Dolores den internationale stemning.

Allan Andersen fortæller, at tapeterne enten er sat traditionelt op med klister på bagsiden af tapetet, eller der er påført klæber på væggen, hvorefter tapetet er sat op. - Det er i virkeligheden en smagssag, om man foretrækker det ene frem for det andet. Det kan være lidt nemmere at håndtere tapeterne, når du har klæberen på væggen frem for på tapetets bagside.

Samtidig skal traditionelle tapeter også trække lidt inden opsætning, men som sagt er det individuelt, hvad du foretrækker, forklarer han og fortæller, at tapeter, der bliver sat op i klæber er de såkaldte non woven-tapeter, hvor tapetpapiret er limet fast på en filtbagside.

GULDLOFTER OG KABE-SPARTEL
Men de flotte tapeter står ikke alene; her er mørke, grønne og petroleumsblå farver, flasker præsenteret på baggrund af belyst plexiglas og forgyldte grankogleformede lamper. Bronzebardiske, sort læder, mørkviolet velour og - i den lille lounge - lofter i guld.

 - Lofterne er rullet i nuancer, der er afstemt efter tapeterne. Men i den lille lounge har vi sprøjtet loftet med guldlak i højglans, ligesom en række nicher i væggene også er sprøjtet med guld for at bryde fladerne.

- Og vi fik en uventet effekt, da loftet endte med at fremstå med et oxyderet udtryk. Formentlig fordi loftet havde været pudset, og derfor sugede bunden guldlakken uensartet. Det endte faktisk med at blive flottere, end det oprindelig var tænkt, forklarer Allan Andersen, der også fremhæver behandlingen med Kabe-spartel, som er udført på natklubbens dametoiletter.

- Det er en finkornet spartel, som du lægger på ad flere omgange. - Det færdige udtryk er meget trendy og lig en betonoverflade. Der er meget spil i overfladen, fordi du, modsat almindelig spartel, her trækker spartelmassen rundt med bløde bevægelser. Normalt ville du bare trække fra gulv mod loft, men her giver bevægelserne det færdig spil.

Allan Andersen fortæller, at væggene efterfølgende blev slebet i hånden, inden de fik et beskyttende lag voks i toppen.

MÆRKET AF 40 ÅRS FEST
I den gamle herskabslejlighed er en del af væggene beklædt med høje, blanke træpaneler. Oprindelig var det et ønske, at paneler såvel som dørindfatninger blev malet med mat maling, men Allan Andersen fik "overtalt" Puk Lykke til højglans 90. 

- Det passede simpelthen bedre til stilen, mener Allan Andersen, som ikke gik "all in", da det kom til bundbehandlingen af træpanelerne. 

- Nej, de står med mærkerne efter 40 års fest. De værste huller og mærker er selvfølgelig spartlet ud, men de står med patina; det skal de et sted som her. Det ville se helt forkert ud, hvis de stod, som var de helt nye.

- Og så er der jo også det faktum, at du normalt ser stedet her i dæmpet belysning. Det er lidt som en teaterkulisse. På afstand ser det rigtig godt ud, men tæt på, kan du godt se, at alt ikke står snorlige. Vores faglige stolthed var dog svær at komme udenom, så der er steder, hvor vi gjorde mere ud af arbejdet, end vi blev bedt om, fortæller Allan Andersen med et smil og forklarer, at tidshorisonten for arbejdet også satte sine begrænsninger; 1 måned var der sat af til arbejdet med at ændre Sunday Club til At Dolores. 

- Så vi arbejdede på højtryk, fastslår han.