LINOLIE OG BARE DAMER

Tekst. Henrik Terney - Foto: Kirsten Bille

I dag er de nøgne damer ikke noget, der vækker nævneværdigt opsigt, men det var givetvis noget helt andet i 1937, hvor arkitekten, lampemageren og revyforfatteren Poul Henningsen flyttede ind i sin nyopførte, 204 kvadratmeter store villa på Brogårdsvej i Gentofte. Dengang – som nu – var arkitektens soveværelse og husets lange gang tapetseret med nøgne damer, tegnet af vennen, kunstmaleren Albert Naur.

Villaen ligger – som ved et af skæbnens luner – blot et lille stenkast fra IKEA. Og hvor IKEA med sit demokratiske design, som de kalder det, forsøger at give ordentlige møbler til alle, ville PH med sit eget hus bygge et parcelhus med helt almindelige materialer: Præfabrikerede betonelementer, vinduer i jernrammer og helt ordinære røde, kvadratiske keramikfliser. Hyldevarer – og noget som almindelige mennesker i midten af 1930’erne havde råd til.
Almindelige materialer og altså nøgne damer.

I 2014 købte Realdania By og Byg huset på Brogårdsvej og satte en omfattende restaurering i gang – dog var restaurering ikke det rette ord, da det kom til de gamle tapeter. Det ville kræve, at der var noget at restaurere, og det var ikke tilfældet her. Alt, hvad der blev fundet af Naurs nøgne damer, var omkring 8 m2 bag et stort, indbygget skab i soveværelset. Tapetresten blev møjsommeligt og forsigtigt pillet ned af konservatorer fra Nationalmuseet og senere restaureret. Tapetresten blev affotograferet i meget høj opløsning – 250 megabyte per billedfil.

Arbejdet med at genskabe de gamle tapeter blev lagt i hænderne på malermester Heidi Zilmer, Odder, der har specialiseret sig i krævende dekorationsopgaver, og som lægger et stort arbejde i at »genbruge« malerfagets gamle teknikker i en moderne kontekst. Og gamle tapeter er ikke fremmede for hende; tidligere har hun genskabt et 250 år gammelt tapet til
Gammel Estrup Herregårdsmuseum (De Farver nr. 75).

Og for Heidi Zilmer begyndte arbejdet med tapeterne foran computeren med programmet Photoshop. Tapetresten bag skabet var blevet affotograferet i meget høj opløsning, og fil for fil retoucherede hun billedstøj – skjolder, pletter og snavs – væk, et stort og tidskrævende arbejde, der dog ikke var færdigt med de retoucherede filer.

– På den rest, der blev fundet og pillet ned, var det ikke muligt at se et helt motiv. Tapetet var simpelthen for ødelagt. Så var der et stykke med lidt af motivets bund og en del af en kvinde, så var det venstre halvdel, du kunne se, mens resten var væk. Det var mange små og større stumper, du kunne se, men ikke noget fuldstændigt motiv.

- Jeg skulle have så meget som muligt med fra de originale tryk. Det skulle jo være Albert Naurs tapet og ikke mit. Så vidt som overhovedet muligt skulle jeg undgå selv at sætte mine mærker på motivet, men der er enkelte steder, hvor det simpelthen ikke var muligt at genskabe de originale streger, og hvor jeg måtte træde til, forklarer Heidi Zilmer og sammenligner arbejdet med at lægge et puslespil.

TRYKT I HÅNDEN
Da motivet lå klart og godkendt, blev det overført til en silketryksramme. Men inden Heidi Zilmer begyndte at silketrykke på værkstedet i Odder, håndklippede hun sammen med to assistenter knap 300 stykker tapetark – fra en 1,5 meter høj papirrulle med 20 meter tapet. Hvert enkelt stykke papir blev herefter rullet i hånden i en svag orange nuance – NCS S0505 Y50R. Bundfarven skulle forhindre komplementærkontrast; nemlig at motivet, der blev trykt i orangerødt, skulle resultere i et blåligt skær i bunden.

– Efter silketryk og tørring er hvert enkelt ark så skåret til i hånden. Arkene er klæbet op med almindelig tapetklister og med tydelige overlæg, som man gjorde det dengang. I dag skal alting helst være usynligt, også tapetsamlinger, men overlæg gør det også muligt at korrigere for skævheder.

– Og da arkene også er klæbet op på rå, pudsede vægge, var det faktisk en god ting at have mulighed for, forklarer Heidi Zilmer, der satte det genoptrykte Naur-tapet med  orangerøde damer op i PH’s gamle soveværelse og i husets lange gang
– akkurat som det sad, da huset var nybygget i 1937.

100 ÅR GAMLE PIGMENTPRØVER
Men PH’s hus er mere end bare damer; det er også funktionalistiske farver – i hvert fald i det oprindelige. For ligesom der er sat flere lag tapet ovenpå Naurs oprindelige tapeter, var også de originale farver forsvundet bag mange lag maling.

Men ved fælles hjælp lykkedes det for arkitekt Amalie Drachmann, Drachmann Arkitekter, Malermester Bent Kromann, Nielsen og Kromann A/S, og tidligere konservator ved Nationalmuseet, Søren Møller, at genfinde de farver, som PH’s hus havde været malet med. Til det arbejde fandt de megen hjælp i en mere end 100 år gammel »farvekuffert« med oprindeligt 120 tidstypiske pigmenter; en samling pigmenter som for mange år siden blev anskaffet af Malefirmaet Møllmann og Co. A/S. De gamle pigmentprøver var et godt og effektivt redskab i arbejdet med at fastlægge de pigmenter, der oprindelig var anvendt. Og farverne i det nyrestaurerede hus udspringer derfor af den oprindelige farvesætning og understreger dermed husets kulturhistoriske værdi.

BESKEDEN FARVESÆTNING
Der er tale om en beskeden farvesætning. Den primære vægfarve var kromoxidgrøn – i stuen en kombination af zinkhvide og lysegrå vægge (ydervæggene grå) – ultramarinblå lofter, pariserblå karme og paneler og alle reoler og skabe malet i mandelhvidt. Men nogen forklaringer på farvevalget har man ikke, fortæller arkitekt Per Troelsen fra Realdania By og Byg.

– Det er ikke sådan, at vi har nogle skriftlige kilder, hvorfra vi kan læse, hvorfor PH valgte, som han gjorde. Men vi ved, at PH var en meget god bekendt af arkitekten Edvard Heiberg, som boede i nabohuset.

– Han havde arbejdet hos Le Corbusier i Paris. Og han vidste derfor meget om Corbusiers spraglede farveholdninger. Og det skulle da være mærkeligt, om ikke de to havde diskuteret farver, da PH fik opført sit hus, mener han og understreger, at det er hans eget gæt.

TONET I HÅNDEN
Malermester Michael Cosmus, Malefirmaet C. Møllmann & Co. A/S, fortæller, at væggene i huset, hvis det skulle have været rigtigt og tidstypisk, skulle have været malet med linoliemaling, men at det viste sig at være en umulighed.

– Væggene var pudset, og pudsen sugede al farve ud af linolien. Vi var simpelthen ikke i stand til at få et tilfredsstillende resultat, så vi endte med at male væggene med Flüggers Acaia, som også er udviklet til netop restaureringsopgaver.

– Og malingen er tonet i hånden, så den stemmer overens med de farver, huset oprindeligt var malet med, forklarer han. Husets gamle jernvinduer blev pillet ned og sandblæst, restaureret og rustbeskyttet på et smedeværksted. Og tilbage på Brogårdsvej blev de malet – ikke med blymønje, som de som udgangspunkt havde været malet med – men med linolie.

– Som rustbeskyttelse var blymønjen god, men til gengæld forvitrer den og taber farven. Derfor er vinduerne, rør og dørenes hængsler indvendigt og udvendigt også senere malet med linoliemaling, fortæller Michael Cosmus. 

Træværket er indendørs også malet med linolie og står med alle skrammer, tiden har tilføjet. Lidt usædvanligt, mener han. 

– De fleste ville nok have valgt at spartle og få træværket til at stå flot inden lakering, men her har ønsket jo været, at det skulle stå så uberørt og autentisk som muligt, siger han.

INGEN ER FINERE END ANDRE
De relativt få farver, der er benyttet, understreger desuden en anden detalje ved PH’s hus. Ingen af rummene i huset er mere farvestrålende end andre – ingen er finere end andre. 

– Heller ikke spisestuen, som ellers på den tid var det rum, hvor man sad med de fine gæster, og som var udsmykket med stuk og marmorering, gjorde PH noget særligt ud af.

– Og værelserne er generelt også meget ens, der bliver ikke gjort forskel. Badeværelset ved børnenes værelser er identisk med forældrebadeværelset. PH havde den tanke, at alle var lige og havde krav på samme rettigheder.

Det afspejler farverne såvel som arkitekturen, forklarer Per Troelsen.