SIDSTE GANG, LÆGEHUSET SKT. ANNE I ODENSE C. SKIFTEDE HAM, VAR FOR 30 ÅR SIDEN.

Tekst Connie Mikkelsen – Foto: Heidi Lundsgaard

Dengang var det Per Arnoldi, der stod for farvesætningen, så det var en forvandling, der ville noget, da malermester Henrik Reismer for anden gang i sit liv kastede sig over den enorme bygning. Nu i samarbejde med designer med Sharon Fisher, der ville genfinde husets oprindelige ånd, samtidig med at farverne skulle gøre det lettere at finde vej på de 4000 etagemeter.

Lyden af babygråd blander sig med fodtrin på trappen, elevatordøre, der smækker og en vedvarende mumlen af menneskestemmer på mange sprog.

Baggrundsstøjen her i Danmarks største lægehus er ligeså broget som strømmen af patienter, der gør den femetagers rødstenskolos på Skt. Anne Plads i Odense til en sand myretue fra tidlig morgen til ved lukketid.

Her er småbørnsmødre med barnevogne, ældre mennesker i kørestole og unge, der kommer humpende med idrætsskader: indfødte odenseanere, henviste fra andre dele af Danmark og mennesker fra alverdens lande. Alle har de en tid på en af de 32 klinikker, der ligger fordelt på Lægehusets fem etager, hvor det i dag ikke er nær så stor en udfordring at finde vej, som det var før. I dag viser farverne nemlig vej.

AT MALE UDEN OM PATIENTERNE
Malermester Henrik Reismer tager imod i stueetagen og oplyser, at elevatoren i Lægehuset Skt. Anne i øvrigt også er den mest benyttede i hele Odense.

– Her er et hav af mennesker hele tiden. I dag er det ikke engang så voldsomt, men prøv for eksempel at komme en torsdag eftermiddag, siger han og understreger, at en af udfordringerne netop har været at male uden om patienterne. Så at sige.

Med meget få undtagelser er alt malearbejdet således foregået i lægehusets almindelige åbningstid. Kun de sortolierede håndfang på trappen har krævet weekendarbejde, så de kunne nå at tørre ordentligt op til mandag morgen.

– Vi har også skullet fjerne al afdækning hver eneste dag inden fyraften, så der kunne blive gjort rent klokken 6 næste morgen, fortsætter Henrik Reismer, der sammen med sine svende har været optaget af malerarbejdet i lægehuset igennem det meste af 2017, fra januar til november.

RINGEN SLUTTET
– Lige da jeg fik opgaven, tænkte jeg også: »Hold da kæft; kan jeg løfte det?«. Altså, vi er fire mand i firmaet, og her er malearbejde for omkring 1,1 million! Det er uden sammenligning den største opgave, jeg nogensinde har haft, siger den odenseanske malermester, der også fremover får sin gang i ejendommen som husmaler.

Det var ikke mindst det, han gik efter, da han bød på den omfangsrige opgave, for i forvejen kender han husets udfordringer bedre end de fleste, eftersom han også var med på holdet sidste gang, lægehuset skiftede ham i 1987.

– Så det føles lidt som en ring, der er sluttet nu. Jeg var 21 år dengang og nyudlært maler, så det er altså 30 år siden, jeg gik og arbejdede her første gang sammen med min daværende mester, fortæller Henrik Reismar. Dengang med en noget anderledes farvepalette end i dag.

FRA ARNOLDI TIL FISHER
På daværende tidspunkt var det nemlig Per Arnoldi, der stod for farvesætningen. Det vil sige med knaldgule højglansvægge i begge trappetårne, postkasserøde døre og rødt linoleum tilsat nedsænkede lofter med blå aluminiumsplader som en slags bølgebrydere i de 70 meter lange gange. Alt sammen fuldstændig ens på alle fem etager og derfor lidt af en udfordring for patienterne at finde rundt i.

– Altså, det var udtjent. Det var virkelig udtjent, konstaterer Henrik Reismer og understreger, at det ikke er fordi, han har det mindste mod Per Arnoldi. Tiden var bare en anden dengang.

Han er derfor også glad for, at Arnoldis farver er blevet bevaret i husets varmemesterafdeling som en lille kuriøs tidslomme fra 1980’erne, imens resten i dag er farvesat af designer MDD Sharon Fisher.

Det er hende, der står bag lægehusets udtryk anno 2017, hvor en nytænkt wayfinding var et kardinalpunkt for ejerforeningens bestyrelse foruden en generel opdatering af bygningen, der nu gerne skal kunne holde stilen de næste 20 år. Mindst.

TRAPPEN I TRAVERTIN
Sharon Fisher forklarer, at for hende var målet at genfinde den gamle sygekassebygnings ædle ånd, hvilket hun langt hen ad vejen synes er lykkedes.

– Jeg startede med at gå tilbage og kigge på husets historie. Det er jo en meget stringent bygning, der repræsenterer en del af Odenses historie, siger hun.

Den originale travertintrappe, der snor sig opad i begge trappetårne, blev det naturlige udgangspunkt for hendes indretningsforslag, der blandt andet gjorde det af med den knaldgule vægfarve, som tidligere fyldte trappetårnene med et genskin, der ikke klædte den i forvejen gullige travertin.

I stedet er begge de centrale indgangspartier og trappetårne nu malet rent hvide, imens gangarealerne på alle fem etager er iklædt forskellige tertiærfarver i varierende nuancer.

– Jeg har delt gangene op, så det på hver etage starter med et mørkt felt, så et hvidt midterparti og til sidst en nedtonet, lysere udgave af den første farve, forklarer hun.

Idéen er, at det hvide midterfelt skal give en visuel effekt af et lysindfald. Dertil er føjet en behagelig lyssætning, lyddæmpende loftsbeklædning og en gulvbelægning af akustiklinoleum, der både matcher den gule travertin og dæmper de mange skridt på gangen, så man ikke forstyrres inde bag klinikdørene. Hvilket tidligere var lidt af et problem.

DE DUMME DØRE
Og nu vi er ved dørene. For Henrik Reismer var lægehusets i alt 150 døre den klart største udfordring. Både at få dem til at fremstå kridhvide i stedet for knaldrøde, og at få dem passet til i dørkarmene igen efterfølgende.

– Sharon ville have ren hvid. Ikke brækket hvid. Så alle dørene er som minimum malet fire gange, siger Henrik Reismer, der også stod for at koordinere øvelsen med klinikejere og tømrere. For imens originaldørene blev malet, skulle der jo erstatningsdøre i.

– De var brune alle sammen, og det var godt nok ikke ret kønt ved siden af de nye vægfarver. Det var først, da de hvide døre kom i og linoleumsbelægningen på gulvene blev skiftet, at det hele begyndte at spille. Det gjorde det så også.

– Det så faktisk ret godt ud, siger Henrik Reismer, der er lidt stolt af at have bidraget til husets forvandling to gange nu.